Forleden var der et arrangement i et galleri, hvor en kendt kunstkender var inviteret til at tale. Galleriet var et af dem, der ejes af kunstnere og repræsenterer kunstnere fra det, man kunne kalde "mellemlaget", hvis man da har lyst til at opdele kunst i kasser. Kunstnere og et galleri, man for det meste ikke vil finde i de fine kunstmedier, på kunstmuseer og i Bredgade.
Det gjorde taleren også rede for, og hans pointe var, at nogen køber kunst med investering - penge altså - for øje, mens andre køber med hjertet. Og det her var et sted, hvor man ikke skulle købe for investeringens skyld (underforstået, disse værker havde ikke finansiel værdi) men med hjertet.
Og så er det, jeg kan undre mig. Jeg går ud fra, at al kunst eller langt, langt størsteparten af kunst bliver skabt med hjertet. Javel, hjertet er en muskel, der har til formål at pumpe blod - men de fleste vil vel give mig ret i, at det, man omtaler som hjerte i sådanne sammenhænge, sidder et andet sted. I så fald: med personligheden, det væsen, den vilje, den følelse, som den pågældende kunstner skaber ud fra.
Hvor er det underligt, at penge så skal være afgørende, og på en eller anden måde finest, når det gælder et personligt udtryk som kunst. Nogen finder i første omgang ud af, med hjertet forhåbentlig, at netop denne kunstner har værdi? Nogen med en viden, der gør dem kvalificerede til at fortælle dem med de mange penge, at netop denne kunstner måske engang vil mangedoble investeringen? - hvor sidder den viden? hvor kommer den fra? Uddannelse, sikkert. Erfaring, sikkert. Men også en masse overlevering fra andre medlemmer af samme eksklusive klub. Hvor man ved en masse om kunst? Eller om værdi?
Jeg udstiller jævnligt i kunstforeninger, og jeg har oplevet, at man ikke kunne tage stilling til mine værker, før man havde set mit CV. Fordi man ville være sikker på, at det, man indkøbte til medlemmerne, havde værdi. Det må så være investeringsværdi? For man skulle vel kunne beslutte, om det var gode billeder, ved at SE på dem?
Hvor ville jeg ønske, at alle kunstelskere ville starte fra scratch. Ud og se - på det hele! Med hjertet og tegnebogen i samme lige fine lomme.
Det gjorde taleren også rede for, og hans pointe var, at nogen køber kunst med investering - penge altså - for øje, mens andre køber med hjertet. Og det her var et sted, hvor man ikke skulle købe for investeringens skyld (underforstået, disse værker havde ikke finansiel værdi) men med hjertet.
Og så er det, jeg kan undre mig. Jeg går ud fra, at al kunst eller langt, langt størsteparten af kunst bliver skabt med hjertet. Javel, hjertet er en muskel, der har til formål at pumpe blod - men de fleste vil vel give mig ret i, at det, man omtaler som hjerte i sådanne sammenhænge, sidder et andet sted. I så fald: med personligheden, det væsen, den vilje, den følelse, som den pågældende kunstner skaber ud fra.
Hvor er det underligt, at penge så skal være afgørende, og på en eller anden måde finest, når det gælder et personligt udtryk som kunst. Nogen finder i første omgang ud af, med hjertet forhåbentlig, at netop denne kunstner har værdi? Nogen med en viden, der gør dem kvalificerede til at fortælle dem med de mange penge, at netop denne kunstner måske engang vil mangedoble investeringen? - hvor sidder den viden? hvor kommer den fra? Uddannelse, sikkert. Erfaring, sikkert. Men også en masse overlevering fra andre medlemmer af samme eksklusive klub. Hvor man ved en masse om kunst? Eller om værdi?
Jeg udstiller jævnligt i kunstforeninger, og jeg har oplevet, at man ikke kunne tage stilling til mine værker, før man havde set mit CV. Fordi man ville være sikker på, at det, man indkøbte til medlemmerne, havde værdi. Det må så være investeringsværdi? For man skulle vel kunne beslutte, om det var gode billeder, ved at SE på dem?
Hvor ville jeg ønske, at alle kunstelskere ville starte fra scratch. Ud og se - på det hele! Med hjertet og tegnebogen i samme lige fine lomme.
Efterlad en kommentar
Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.