Jeg er forelsket. I et fladt, geléagtigt stykke silicone, der slet, slet ikke røber, hvor fantastisk det er, når man bare lige ser det. Genstanden for min kærlighed hedder en Gelli-Plate.
En gelli-plate er et nyt redskab til at lave monoprint. (Tryk, der kun kan laves i ét eksemplar). Man lægger farve på pladen, bruger skabeloner og stempler eller tegner direkte i farven med redskaber, der kan skubbe farven til side uden at ridse pladen.
Alle kan finde ud af at lave gelli-print. Men samtidig er der så mange udfordrende muligheder, at man bliver ved og ved at lære og udvikle. På den måde minder gelli-printing meget om maleri.
Man kan printe på papir, lærred, stof... man kan trykke i én eller flere omgange. Trykkene kan være værker i sig selv, eller man kan bruge dem til kort, i collager osv.osv.
Jeg er specielt glad for at trykke på tyndt imiteret japanpapir - det minder om silkepapir, men er stærkere og bliver mere usynligt, når jeg vil integrere det i collage og maleri.
Gelli-printing bliver lige så forskelligt, som de personer er, der arbejder med det. Se de her fotos med kursist-arbejder.
Alle acrylfarver kan bruges - jeg foretrækker Golden OPEN, fordi de med den lange tørretid giver mig mulighed for at bruge lang tid på at forberede mit tryk.
Gelli-plate er amerikansk, udviklet og solgt af gelliarts.com. For os danskere er det nok lidt nemmere at købe pladen hos den hidtil eneste danske forhandler: hobbyboden.dk. Den fås i flere størrelser, som man kan vælge efter lyst, behov og pengepung. På Youtube, og ikke mindst på Gelliarts.com kan man finde masser af videoer, der viser brugen af det her fede medie, se f.eks. her: https://www.youtube.com/watch?v=GRg1YQFi-pg
Efterlad en kommentar
Denne side er beskyttet af reCaptcha, og Googles Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.